fredag den 11. februar 2011

Offentlig contra privat ledelse

I denne uges udgave af DJØF-bladet refereres en endnu ikke offentliggjort undersøgelse af Jørgen Grønnegaard Christensen som bl.a. belyser danske topembedsmænds karriere og konstaterer, at der ikke er mange der har relevant arbejdserfaring udenfor den offentlige sektor. Resultaterne kommenteres af DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen, som påpeger at undersøgelsens resultat ikke er overraskende. Opgaverne i den offentlige sektor er så komplekse, at der ikke har været mange eksempler gennem tiden på, at det har været muligt at hente erhvervsledere ind med succes. Alligevel er der vel grund til at være opmærksom på, at der så skal gøres en ekstra indsats for at sikre at der arbejdes med at vidensdele de gode sider af ledelsesudviklingen i det private med den offentlige sektor. Her tænker jeg naturligvis ikke på at vi skal efterligne EBH-banks risikovillighed, men mere på, at man kan misunde den private sektors evne til at arbejde kundefokuseret. Der er meget stor fokus i den offentlige sektor på fagets udvikling og faghierakierne - tænk bare på militæret og sundhedsvæsenet. Og når vi som ledere ofte har den samme uddannelsesmæssige baggrund eller er "vokset op" i miljøet, er vi jo tilbøjelige til at understøtte det tankesæt. Men der er ihvertfald brug for, at vi i sundhedsvæsenet er opmærksomme på, at vi er der for at give patienterne værdi i form af forbedret sundhedstilstand. Det må og skal være vores fokuspunkt i alt hvad vi gør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar